Forlaget Refusenik udgiver modfortællinger, som du ikke finder andre steder. En modfortælling er en “fortælling, der fungerer som kontrast eller modvægt til en anden fortælling”. Den “anden fortælling”, som forlagets bøger tager ved vingebenet, er den fremherskende fortælling om et givent emne: den, som myndigheder og medier forfægter i fælled.
Vagthunden er en skødehund
Danske medier er vokset sammen med det politiske system, som de i skåltaler bryster sig af at revse. De er en del af magtudøvelsen og baner vejen for overmagtens politiske agendaer med søforklaringer, der skal berettige disse.
Tænk udrejsecentre i Rwanda uden nogensinde at fortælle, at ideen er kopieret fra Storbritannien og dér blev opgivet af gode grunde. Tænk manglende dækning af folkemordet i Palæstina.
Tænk fraværet af et ramaskrig, da der en nytårsaften blev givet totalitære TV-instrukser fra allerøverste politiske hold til embedsværket om at kapre mange flere børn til børneindustrien, hvilket straks kunne spores i Ankestyrelsens afgørelser. Tænk underdækningen af de mange ikke bare fejlbehæftede, men åbenlyst ulovlige og amoralske familiesplittelser: et fænomen, som ville have ført til oprør i ethvert samfund uden den skandinaviske tillid: så højt priset og så totalt passiviserende.
En navlebeskuende presse
Det er svært at sige, om det skyldes de etablerede mediers økonomiske afhængighed af selvsamme politiske system, som de leger, at de går kritisk til. Eller om det skyldes, at redaktionernes fastansatte (modsat slavehæren af underbetalte freelancere) er så velbjærgede og privilegieblinde, udelukkende ønsker at tækkes deres egen stand og ikke interesserer sig for socialklasserne under dem. Eller kanhænde inerti og intellektuel dovenskab.
Der er brug for modfortællinger, når medierne svigter deres opgave og agerer skødehund for myndigheder, der svigter deres ansvar for at beskytte borgernes rettigheder og oplyse os korrekt. Der er brug for modfortællinger, når medierne brøler med på myndighedernes ammestuehistorier eller forsømmer at gå dem efter i sømmene.
Alt det man går og tror
Det kan være nytårsbranderen fra tinge om, at børn bør tvangsadopteres på stribe, fordi 50.000 forældrepar garantrisset er fordrukne junkier og voldelige blodskamsforbrydere. Få var de pip, som sagde, jamen hov, er det ikke lidt totalitært? Og vupti blev der produceret DR-film om sagsbehandlere, som godt nok agerede ulovligt og uden at undersøge noget som helst, men hvis mavefornemmelse viste sig at holde stik og redde børn.
Det kan også være trætte, gamle klichéer som at “Catalonien er undertrykt”, fremført af ekstremerne på det politiske spektrum i Danmark med vanlig nordlig arrogance og ikke tryktestet af medierne. Det betyder næppe meget i Spanien, hvad Enhedslisten i Danmark mener og tror – men man kan godt forvente bedre af DR Deadlines vært end at være fuldkommen ubekendt med det emne, man inviterer til debat om.
Det kan også bare være faktafjerne forestillinger om, hvad der udgør en god oversættelse (kan AI? Nej, det kan AI ikke), og hvordan man bedst sikrer god tolkning i mødet mellem myndigheder og borgere. En forudsætning for retssikkerhed og for korrekt behandling.
Som når en læge uimodsagt skriver ind til en avis og påstår, at tolke ingen uddannelse har og derfor bør aflønnes som ufaglærte. Ingen på redaktionen kontakter en tolkeforening og tjekker, om påstanden holder vand. Ingen tænker over, at løsarbejdere hyret på timebasis rundt om i byen selvsagt ikke kan leve af samme timeløn som fastansatte – og dét, skønt aviserne ikke kunne udkomme, hvis ikke de selv trak på løsarbejdere i lange baner.
Journalisterne kunne bare have spurgt deres eget fagforbund om beregningen af, hvor stor en forskel det gør at modtage: konstant løn hele dagen lang hver eneste måned, løn for alle arbejdstimer og kun lokal transport tur/retur én gang pr. arbejdsdag, sygedage, børns sygedage, feriepenge, barsel og pension. Så hvorfor gør de det ikke, når nu det er så nemt?
Prik hul i hegemonien
Hegemoniske diskurser baner vejen for den førte politik. Derfor er det så vigtigt at modgå dem med informationer, når de letter fra virkeligheden og skaber et fiktivt univers et sted oppe i luften, der informerer den førte politik. Her bliver modfortællinger helt nødvendige, sådan som beboere i berygtede boligområder også har indset.
Forlaget Refusenik er et politisk forlag, der sværger til retsstat og sanddruelighed, internationalisme og gode tekster skabt af mennesker og oversat af mennesker. Og som Forlaget Rosinante proklamerede, før det litterære forlag blev en del af en ensartet grød af udgivelser: Det er for folk, der kan læse.
Fotos © Thomas Vilhelm